Tanker fra en indlagt mor, om syge børn og tomme trætte blikke…
Jeg kan efterhånden spotte, de forskellige typer forældre der opholder sig med deres indlagt barn, om de er ny ankommet eller er her igen for gud ved hvilken gang. De nye er lette, at spotte, deres usikker og – uvidenhed skriger heldigvis til himmelen og man kommer til, at tænke tilbage på den gang det var en selv. Der er den anden slags forældre, hvor de er langtidsindlagt, med barnet i et længere forløb, og hvor især fædrene har overgivet sig helt og lagt sig fladt ned og op hoppet i de afklippede joggingbukser og posede bluser, der kører på 2 dagen og som har taget fuldstændigt hovedspring ud i ligegyldigheden.
Så er der os andre, som møder ind på første indlæggelsesdag med fuld Make up og håret sat og hårdnakket påstår, at det er stilen under hele indlæggelsen og som langsomt indser på 2-3 dagen, at det er pisse ligegyldigt, hvordan man ser ud for det, man kan ikke narre nogen alligevel. Det er nytteløst, at prøve på at blive ved, at dække de puffede forgrædte øjenlåg og skjule de mørke render under øjnene.
Vi er lidt af, begge typer alle sammen og vi er alle variationer ind imellem og guderne ved der mange. Vi er en stor horde af forældre, der dagligt bliver trukket igennem sygdomskarusellen eller sygdomskværnen om du vil. Vi er som oprejste zombier, der skubber rundt på vores børn i kørestol, trækker i dem afsted hånden for, at nå en undersøgelse, aftale/ samtale med en læge eller følges med sengeportøren bag sengen med vores børn, rund til undersøgelser, narkose og operationer. JEPS det er os, der følges med portøren, som kan stoppe elevatoren med sit nøgle kort, og kræve en propfyldt elevator ryddet på under 1 min. Spøg til side, vi er de forældre med flere ting fælles… en ting til i kan kende os på, er de tomme blikke.
I får aldrig rigtig øjenkontakt med os, for inden vi når at iagttage, at i kigger på os og vi møder jeres blik, ja så har i trukket jeres blik forlegent til jer. I kigger væk og lader som om i ikke har set vores barns åbenlyse sygdomskendetegn fx den overdrevne blege hud, de mørke indsunkne øjne, nasalsonden, dets gule øjne eller hud, den skallede isse eller de misformede ansigtsformer. Jo tro mig, vi når – at registrere både dit blik og kan læse dine tanker på et split sekundet. Vi læser dit flakkende blik og kropssprog når vi køre i samme elevator, vi mærker dit blik længe inden du opdager vores øjne. Kom lad mig gætte, hvad du tænker… Holy Chap! ”Godt det ikke er mig og mit barn” ikke? Fair nok, jeg kunne sikkert have fundet på det samme før mit barn blev syg. Vi vil ikke have din medlidenhed, men et lille smil, anerkendelse og lidt respekt for det pres og hårde arbejde vi er udsat for døgnet rundt, ville være ganske rart.
En hospitalsindlæggelse kræver flere kræfter og resurser end I kan forestille jer. Man skal navigere rundt i information, ny viden om sygdom og behandling alt imens man er Piv bange og overladt til egne resurser til at håndtere de stærke og svære følelser. Man bliver rykket af ens comfortzone, som en gulerod der bliver rykket op af jorden og plantet et nyt sted hvor, der forventes at man tilpasser sig på og finder fodfæste ingen tid. Alt umiddelbar kontrol og indflydelse på egen hverdag og liv bliver pludselig taget fra en. Du er ikke længere herre over de mest basale ting som om, hvornår du vil fx tage bad, spise sove – din hjerne kværner konstant for at bebrejde data, følelser, huske næste behandling, imens nok det vigtigste af alt – nemlig, at elske og passe på dit barn. Trøste, opmuntrer, opdrage, lære, lege og støtte dens udvikling og nære for de helt basale behov for pleje og omsorg. Man er pludselig opgraderet fra intern madforsyning og levering af underholdning til fremtidsforsker, advokat, bisidder og socialrådgiver funktion you name it…
Til sidst når de fleste forældre forbi det punkt, hvor alt kan være lige meget, man opgiver at følge med i nyhederne og verdenen uden for. Man glemmer hvad dag det er (fx glemte jeg af man flagede på halv langfredag og spurgte i stedet sygeplejersken på opvågningen om hospitalsdirektøren var død?) man orker ikke længere tælle dage, og begynder i stedet, at fokusere på hvor længe der til næste svar på div. Prøver og tests eller hvor længe der er til næste måltid og hvad der er på menuen. Man når også til et punkt, hvor ens kræsenhed (næsten) går over af sig selv fordi man til sidst bliver så lige glad med hvad mad man propper ind. Her er lyst brød, boller og kager og kogte kartofler i lange baner – super for børnene, man skal være pænt hurtig, hvis man skal nå at få noget af salaten – hvis der overhovedet er andet en ærter, agurk og gulerod i stave tilbage. Man bliver vant til, at spise mere af nød end af lyst. Især når man spiser mad andre har lavet og finder hår nummer to i samme ret! Man længes efter hjemmelavet mad man selv har lavet.
Vi er alle sammen medlemmer af forældreklubben ” Life is is a piece of shit, when you look at it” eller på en anden måde ”Vi er alle i samme båd”, hvor velkomstordene til de nye er ”Vi forstår – det skal nok gå” er akkompagneret af et naivt skulderklap – lige indtil andet er modbevist. For det bliver det indimellem, indtil da vi alle bare have lov til, at går rundt i vores egen lille boble og kæmpe på vores private slagmark og kampzone.
Vi forældre til syge børn kender ikke altid hinandens kampe, men tag ikke fejl, vi har alle usynlige kampuniformer på, og her hersker der ingen rang eller anciennitet. Her er gensidig respekt og forståelse. Her er ingen diagnose mere værd end andre, her hersker kun håbet og den usagte universelle forældre pagt, som alle kender, for bag de tomme øjne, gemmer der sig en dybt målrettet og fokuseret forældre med et mål for øje – de koncentrerede øjne siger alt – Vi har mange kampe, at kæmpe og alt at kæmpe for.
-Kæmp for alt hvad du har kært! Livet, friheden, kærligheden, glæden og alt det andet lort ind imellem.
God kamp dag til ALLE seje mødre!
1. april 2018 by Karen Heidelbach | Se det fulde blogindlæg på cancerfamilie – dk
